Demens

En demenssygdom kan påvirke sproget og kommunikationen på forskellige måder. Mange oplever vanskeligheder med at finde de rigtige ord, formulere sætninger eller forstå, hvad andre siger. Det kan også blive sværere at følge med i samtaler, holde en rød tråd eller huske, hvad der lige er blevet sagt.

Nogle oplever, at de gentager sig selv, mister overblik over samtalens indhold eller trækker sig socialt, fordi det er blevet svært at kommunikere. Disse udfordringer skyldes ændringer i hjernens evne til at bearbejde og anvende sproglig information.

På CSV tilbyder vi logopædiske forløb målrettet borgere med demens og deres pårørende.

Ofte stillede spørgsmål

  • Hvem underviser?

    Du bliver undervist af en audiologopæd med specialviden om kommunikation ved demens og som tilrettelægger forløbet med fokus på ressourcer, ønsker og behov i netop jeres situation.

  • Hvor kan jeg få hjælp?

    Undervisningen foregår primært på CSV kommunikation & teknologi på Pedersholms Alle 50, 7100 Vejle.

    Vi underviser i lyse lokaler, i en bygning med nem adgang for gangbesværede.

    Forløbet kan foregå på kommunikationscentret, i hjemmet eller som videokonsultation – alt efter hvad der giver bedst mening.

    Vi opfordrer til, at der ikke ryges i hjemmet en halv time inden hjemmebesøg og under besøget, samt at der bliver luftet godt ud inden besøget.

  • Hvordan foregår det?

    Et forløb planlægges individuelt og kan indeholde både individuelle sessioner og fælles undervisning for borger og pårørende. Forløbet kan foregå på kommunikationscentret, i hjemmet eller som videokonsultation – alt efter hvad der giver bedst mening.

    Først vil du inviteres til en udredningssamtale sammen med din(e) nære pårørende. Her vil audiologopæden afdække dine sproglige færdigheder igennem en samtale og tests, og herigennem få indblik i jeres hverdag og kommunikative behov og begrænsninger.

    Herefter vil audiologopæden planlægge et forløb med fokus på de to spor, som bliver forklaret under formålet med forløbet. Læs mere under ’hvad er formålet’.

  • Hvad er formålet?

    Formålet er at styrke kommunikationen i hverdagen og skabe bedst mulige forudsætninger for at indgå i kommunikation samt bevare relationen til dine nære og sikre livskvaliteten – længst muligt.

    Når sproget bliver påvirket af en demenssygdom, kan det få stor betydning for både borgeren selv og de nærmeste. Vores tilbud tager udgangspunkt i den enkeltes behov og består typisk af to spor:


    Spor 1: Undervisning til dig med demens – fokus på egne sproglige evner

    Her er fokus på at støtte borgeren i at forstå og håndtere de kommunikative udfordringer, der kan følge med demens. Forløbet kan indeholde:

    • Viden om egne sproglige vanskeligheder – hvad sker der i hjernen, og hvordan påvirker det sproget og kommunikationen
    • Strategier til selvhjælp og vedligeholdelse – hvordan kan borgeren selv bidrage til at fastholde sproglige færdigheder længst muligt?
    • Kommunikative øvelser - Viden om øvelser, som du med demens kan bruge i hverdagen til at træne dit sprog og herved vedligeholde dine sproglige funktioner længst muligt.

    Formålet er at give borgeren redskaber og indsigt, så han/hun i størst muligt omfang kan bevare sin rolle som aktiv deltager i kommunikationen.

    Spor 2: Undervisning af pårørende – samtalestøtte i hverdagen

    Som pårørende kan det være svært at vide, hvordan man bedst støtter en nærtstående med demens i samtalen. I forløbet tilbydes derfor også:

    • Viden om, hvordan demens påvirker sprog og kommunikation.
    • Undervisning i brugen af samtalestøtte i samtaler med en borger med demens – den pårørende får viden om og træning i brugen af konkrete samtalestrategier og kommunikationsstøttende teknikker.

    Målet er at styrke den gensidige forståelse og mindske frustrationer, så samtalen igen kan blive et sted for nærvær og tryghed.

  • Hvordan kommer jeg i gang?

    Når der forelægger en demensdiagnose, vil du typisk blive tilknyttet en demenskoordinator i kommunen. Demenskoordinatoren kan sende en henvendelse til CSV, men du eller dine pårørende er også velkommen til at henvende jer til CSV. Det kræver ingen lægehenvisning.

    Når CSV har modtaget en henvendelse, vil du eller pårørende blive telefonisk kontaktet indenfor 5 hverdage af en talekonsulent.

    Du kan kontakte CSV – Kommunikation & Teknologi på tlf.: 76815550 eller på e-mail: kom@vejle.dk