

Skolebørn
Synskonsulenten tilbyder at vejlede barn og forældre i hjemmet og kommer kontinuerligt på besøg i barnets skole.
Synssansen er et af barnets vigtigste kilder til information og en vigtig drivkraft for barnets udforskning af verden gennem samspil, leg og bevægelse. Børn med nedsat syn eller blindhed har derfor en række anderledes betingelser for deres motoriske, sociale og personlige udvikling.
Tilbuddet ved CSV Kommunikation & Teknologi omfatter også skolen og andre personer i nærmiljøet.
Læs mere herunder.
Ofte stillede spørgsmål
Formålet med den synsfaglige rådgivning er at sikre, at børn med nedsat syn eller blindhed udvikler de færdigheder, der gør dem i stand til at deltage aktivt i skole- og fritidsliv med deres jævnaldrende under så optimale forhold som muligt og trives både fagligt og socialt. Det omfatter blandt andet mobility (at færdes sikkert), ADL færdigheder (almindelige dagligdags aktiviteter) og fortrolighed med relevante hjælpemidler.
Synskonsulenten kan således vejlede barnets fagpersoner, så undervisningsmiljøet tilpasses barnets synsformåen og individuelle forudsætninger. Synskonsulenten kan samtidig afdække barnets behov for støtte i både faglige og sociale sammenhænge og rådgive forældre, fagpersoner og barnet selv om relevante tiltag.
Formålet med synsvejledningen er dermed at sikre, at dit barn:
- Har optimale muligheder for at deltage aktivt i undervisningen
- Får de rette hjælpemidler og strategier
- Trives i skoledagen – både fagligt og socialt
- Modtager støtte, der passer til barnets udvikling og behov
Synskonsulenten samarbejder med skolen og hjemmet og tilbyder vejledning til både lærere og forældre. Indsatsen tilpasses altid barnets behov og skolens rammer.
Skolebesøg: 1–2 gange årligt, plus ekstra besøg ved behov (fx skolestart, klasseskift).
Synskonsulenten besøger dit barn i skolen for at observere undervisningen, vurdere læringsmiljøet og sikre, at barnet har de rette hjælpemidler og tilpasninger.
Hjemmebesøg: 1–2 gange om året Varighed: ca. 1–2 timer
Der tilbydes hjemmebesøg, hvis der er behov for at se på belysning eller barnets brug af hjælpemidler i hjemmet. Både i forbindelse med lektielæsning men også i forhold til barnets hverdag.
Hvad hjælper synskonsulenten med i skolen?
- Vurdering af behov for belysning og hjælpemidler i klasselokalet
- Undervisning af lærere, forældre og barnet i brug af tekniske hjælpemidler
- Råd om læse- og skriveudvikling hos børn med nedsat syn
- Vejledning om tilpasning af praktiske fag som idræt, musik og madkundskab
- Observation af barnet i faglige og sociale situationer
- Sparring med lærere om pædagogiske tiltag og materialetilpasning
Møder og samarbejder
Synskonsulenten kan deltage i skole-hjem-samtaler eller andre møder, hvis du ønsker det.
Derudover kan der også være samarbejde med øjenlæger, ergo- og fysioterapeuter samt andre professionelle.
Synskonsulenten kan desuden henvise til kurser eller udredningsforløb på Synscenter Refsnæs, som er det nationale videnscenter for børn med synsnedsættelse.
Det vil ske efter behov, typisk ved ændringer i synsfunktionen, behov for specialiseret udredning eller overgang til anden skole eller ungdomsuddannelse.
Lovgrundlag
Barnets Lov (BL)
- BL § 6 og § 7 – Kommunens generelle pligt til at sikre barnets trivsel, udvikling og læring.
- BL § 9 – Pligt til at yde rådgivning og støtte til børn og forældre.
- BL § 10 – Inddragelse af barnet og forældrene i alle beslutninger.
- BL § 46–48 – Tværfagligt samarbejde og koordinering omkring barnet.
Serviceloven (SEL)
- SEL § 112 – Ret til hjælpemidler, herunder optiske hjælpemidler, når barnet er tilmeldt
Synsregisteret.
- SEL § 11, stk. 1–3 – Kommunens pligt til at yde gratis rådgivning og vejledning.
Sundhedsloven
- Sundhedsloven § 196 – Synsregisteret og registrering af børn med synsnedsættelse.
Folkeskoleloven (FSL)
- FSL § 3, stk. 2 – Undervisningsdifferentiering og tilpasning til elevens forudsætninger.
- FSL § 20, stk. 2 – Specialpædagogisk bistand til elever med behov.
- FSL § 4 – Skolens ansvar for at sikre et læringsmiljø, der tilgodeser elever med funktionsnedsættelser.
Når et nyt barn bliver registreret i Synsregisteret, vil vi automatisk blive orienteret. Vi vi herefter sørge for at tage kontakt til jer, med henblik på at aftale et opstartsmøde.
I er til hver en tid velkomne til at henvende jer, hvis I har spørgsmål.
Du kan kontakte CSV Kommunikation & Teknologi på tlf.: 76 81 55 50 mandag - torsdag kl 8.30 - 15.00 og fredag kl. 8.30 - 14.00
Du kan også kontakte os på skrift. Se hvordan du sender sikkert post til CSV ved at klikke her.
