STU Krystallen

STU tilbuddet i Krystallen på Petersholmsallé 52, 7100 Vejle retter sig mod unge, der efterspørger faglige udfordringer, inden for dansk, matematik, engelsk, samfundsfag, science – naturfag, historie og IT, og som ønsker støtte til deres personlige og sociale udvikling i samværet med andre mennesker.

STU Krystallen Madlavning
STU Krystallen Fodbold på multibanen
STU Krystallen Musik og samspil

Personlig og social udvikling trænes med undervisningsaktiviteter som ”Sociale Kompetencer”, ”Turdage ud af huset” og ”Ungdomsliv”.

Herudover er der undervisningsaktiviteter, der retter sig mod selvstændig livsførelse, såsom botræning og pengeregning.

Der tilbydes kreative fag som musik, billedkunst og design.

Der tilbydes undervisning i svømning, idræt og fodbold, træning i DGI huset og ”Hesteliv”. En del af idrætsundervisningen foregår i Søndermarkshallen i samarbejde med Idræt i Dagtimerne.

Nyeste IT teknologi anvendes i alle relevante sammenhænge.

Ud over almindelig undervisning arrangeres der caféaftener, heldagsture, idrætsture og lejrture indenlands og udenlands for de elever, der har et ønske om dette.

En del af undervisningen kan etableres i samarbejde med CSV Erhverv, hvor der er fokus på at udvikle håndværksmæssige færdigheder, fx pedelfunktioner.

Der kan etableres samarbejde med afdelingen på Flegborg, så del af undervisningen kan foregå der.

Al undervisning tilrettelægges ud fra den unges individuelle uddannelsesplan, som udarbejdes af Ungdommens Uddannelsesvejledning UU og den unge og forældrene i fællesskab.

Praktikforløb på ordinære eller beskyttede arbejdspladser er en del af STU tilbuddet. Praktiklæreren hjælper med at finde gode praktiksteder i samarbejde med den unge.

Målgruppen i Krystallen er almindeligvis mellem 16 og 21 år.

De unge kan have diagnoser inden for autismespektret, ADHD eller OCD eller de kan have funktionsnedsættelser af forskellig art. Den unge har et tæt samarbejde med kontaktlæreren, som dagligt støtter op om såvel personlige som sociale problemstillinger, og som kontinuerligt guider den unge i sine valg i forhold til at opnå optimale muligheder i livet.

De fleste af de unge bor stadig hjemme. Undervejs i STU forløbet flytter en del af de unge i egen bolig.

De fleste af de unge i Krystallen er selvbefordrende; hvilket betyder at de selv klarer befordring med bybus, tog, cykel eller scooter. Nogle få har taxaordning.

I Krystallen er der 16 – 2o unge.

Unge, der overvejer STU i Krystallen samt deres forældre er altid velkomne på besøg.

Der kan arrangeres praktikdage / praktikuger inden evt. start i Krystallen.

For yderligere information, kontakt afdelingsleder Ulla Laursen tlf. 21 34 59 66.